Basel, 14.4.2013
Kære Anette. Ja, hva' pokker er dog det???
For at gøre en kort historie lang, så... øh... er der en teori, som går ud på, at hvis der nogen sinde er nogen, der finder ud af, præcis hvad universet er beregnet til, og hvorfor det er her, vil det øjeblikkelig forsvinde og blive erstattet af noget endnu mere bizart og uforklarligt.
Der er en anden teori, som går ud på, at dette allerede er sket.
For nu at begynde et andet sted, så fejrede Google for en måneds tid siden en fødselsdag med en skøn doodle, og i den forbindelse så jeg dig sige, at du ikke vidste hvem Douglas Adams var. Jeg fik ikke reageret på dette, som jeg ellers ville, men jeg var rystet. Rystet over at du ikke vidste hvem Adams var, rystet fordi jeg åbenbart havde svigtet min opgave med at fortælle alverden om ham. Rystet over at ikke hele verden kender manden der for så vidt er ansvarlig for hele mit nuværende liv! Mere om det senere - men kan det virkelig passe at du er kommet igennem gymnasiet, livet, universet og alt det dér uden at kende til babelfisk, vogoner, paranoide androider og betydningen af toogfyrre? Hvordan har du undgået at høre mig rable om bøger bedre end Ritas Jul? Og selv hvis du har, er du så ikke Pink Floyd-fan, Monty Python-fan, Doctor Who-fan, for fa'n?!
For nu at begynde et tredje sted:
Langt ude i det ukortlagte bøhland i den billige ende af Galaksens Vestlige Spiralarm ligger en lille ubetydelig gul sol.
Om denne kredser i en afstand af cirka 149.600.000 kilometer en totalt betydningsløs lille blågrøn planet, hvis abe-nedstammende livsformer er så forbløffende primitive, at de stadig synes, at iPhonen er en ret så fed idé.
Denne planet har - eller rettere havde - følgende problem: de fleste af de mennesker, der boede på den, var ulykkelige temmelig meget af tiden. Der blev givet mange forslag til løsning af dette problem; men de fleste forslag gik i det store og hele ud på at flytte små rektangulære stykker papir (og små runde metalgenstande), hvilket er underligt, for ret beset var det ikke de små rektangulære stykker papir (og heller ikke metalgenstandene), der var ulykkelige.
Og således forblev problemet uløst. Mange mennesker var onde, og de fleste havde det elendigt - selv dem med iPhones.
Mange blev mere og mere overbeviste om, at de alle havde begået en stor fejl ved overhovedet at være kommet ned fra træerne. Og nogle sagde, at selv træerne havde været en dårlig løsning, og at man aldrig skulle have forladt havet.
Og så en torsdag, næsten to tusind år efter at en mand var blevet naglet til et træ for at have sagt, hvor mægtig fint det ville være, hvis alle var venlige over for hinanden til en afveksling, gik det pludselig op for en pige, der sad ved et bord for sig selv i en lille café i Rickmansworth, hvad det var, der altid var gået galt, og hun vidste omsider, hvorledes Verden kunne blive et godt og lykkeligt sted at være.
Denne gang var det rigtigt - det ville virke, og der var ingen, der behøvede at blive naglet til noget.
Men desværre - hun havde ingen iPhone og før hun komme til en fastnettelefon og fortælle nogen om det - skete der en frygtelig dum katastrofe, og ideen blev tabt for evigt.
Dette er ikke en Facebook-kommentar om hende.
Det er heller ikke en kommentar om den dér frygtelige, dumme katastrofe og dens følger.
Og selv om den nu vil få fyldig omtale, er det ikke engang primært en kommentar om en bog - en bog, der hedder Håndbog for vakse galakse-blaffere - ikke en Jordbog, den er aldrig blevet udgivet på Jorden, og indtil den frygtelige katastrofe var der aldrig nogen jordboere, der nogensinde havde set eller hørt om den.
Ikke desto mindre en ganske bemærkelsesværdig bog.
Faktisk er det nok den mest bemærkelsesværdige bog, der nogensinde er udgivet af de store forlag i Ursa Minor - som jordboerne heller aldrig havde hørt om.
Det er ikke blot en umådeligt bemærkelsesværdig bog - det er også en mægtig sællert - mere populær end Ladaværemands Store Gør-det-selv-bog, mere solgt end Treoghalvtreds flere ting at foretage sig i vægtløs tilstand, og mere kontroversiel end Oolon Colluphids filosofiske sværvægter, trilogien Hvad Gud gjorde forkert, Nogle flere af Guds fejltagelser og Hvem er i det hele taget denne Gudsperson?.
I mange af de mere afslappede civilisationer i den Ydre Østre Kant af Galaksen har Håndbogen allerede erstattet Den store Galaksomonsen som kilde til al visdom, for selv om den har mange udeladelser og indeholder meget, der er af tvivlsom oprindelse, eller i det mindste vanvittig unøjagtigt, vinder den over det ældre, mere jordbundne værk i to vigtige henseender.
For det første er den en anelse billigere; for det andet har den ordene UNDGÅ PANIK skrevet med store, venlige bogstaver på omslaget.
Men historien om historien om denne frygtelige, dumme torsdag, historien om historien om dens besynderlige følger, og historien om historien om, hvorledes disse følger er uløseligt forbundet med denne bemærkelsesværdige bog, begynder meget enkelt.
Den begynder med en mand.
Manden - Douglas Noël Adams - blev født den 11. marts 1952 i Cambridge. På det tidspunkt var han endnu ikke en mand, kun en meget lille dreng - men dog en temmelig stor baby. DNA kom altså til verden nogle få måneder før James D. Watson og Francis Crick fra byens universitet som de første beskrev dobbeltspiralstrukturen i deoxyribonukleinsyre - men det har egentlig ikke noget med sagen at gøre.
19 år senere var han vokset til 196 centimeters højde, og så tog han Europa rundt på tommelfingeren. Med i bagagen havde han en guitar og Ken Welsh' bog The Hitchhiker's Guide to Europe. En nat i Innsbruck hvor han havde fået lidt for meget af den lumske østrigske øl, lå han på en mark og kiggede op på stjernerne. "Nogen skulle skrive den bog i større skala", tænkte han. "Jeg har det! Hele galaksen. Wow!" 
Og så tog han tilbage til England hvor han i 1974 blev B.A. i engelsk litteratur. Han begyndte at skrive for radio og tv, kom blandt andet i kontakt med Graham Chapman fra Monty Python, og er den ene af kun to personer udenfor Monty Python som er krediteret for at have skrevet for deres Flying Circus. Han optræder også i et par meget små roller i fjerde sæson af showet.
I 1977 gik det op for ham, at hvis nogen skulle skrive den dér guidebog til galaksen, så måtte det blive ham selv, og 8. marts 1978 - i øvrigt samme år som Adams' første Doctor Who-historie blev sendt(!) - kunne man på BBC Radio 4 høre første (af i første omgang seks) afsnit af The Hitchhiker's Guide to the Galaxy om englænderen Arthur Dents oplevelser med vennen Ford Prefect som viste sig ikke at være en arbejdsløs skuespiller fra Guildford som Arthur havde troet, men et rumvæsen der i sit arbejde for Håndbog for galakse-blaffere var strandet på Jorden. Ford tog Arthur med, da han reddede sig ombord på et Vogon-rumskib sekunder før Jorden blev demoleret for at gøre plads til en hyperrumekspresrute.
Serien blev en stor succes og seks nye afsnit blev produceret, det første som en julespecial i 1978, de andre i 1980. Radioudsendelserne blev også omarbejdet og udgivet på LP, og allerede i 1979 blev serien også sat op som teaterforestilling for første gang (flere opsætninger skulle følge.)
Samtidig begyndte Adams at omskrive serien i bogform, og 12. oktober 1979 udkom The Hitchhiker's Guide to the Galaxy som første bind i den (med tiden) trilogi i (med tiden) fem dele som også omfatter The Restaurant at the End of the Universe (1980), Life, the Universe and Everything (1982), So Long, and Thanks for All the Fish (1984) og Mostly Harmless (1992).
I 1981 blev Hitchhiker's Guide også til en tv-serie på BBC, og i 1984 til et computerspil fra Infocom. Senere kom der flere radioafsnit og desuden er serien bl.a. blevet til en tegneserie, et håndklæde og endelig med premiere i London den 20. april 2005 til en biograffilm med Martin Freeman i rollen som Arhur Dent, Mos Def som Ford Prefect, Sam Rockwell som Zaphod Beeblebrox (tohovedet ekspræsident for galaksen), Zooey Deschanel som Tricia McMillan/Trillian (lækker astrofysiker), Bill Nighy som Slartibartfast (fjordkonstruktør), John Malkovich som Humma Kavula (missionær), og med Stephen Fry som fortæller og Alan Rickman som den depressive robot Marvins stemme.
De mange versioner af Hitchhiker's Guide er i øvrigt fyldt med modstridende oplysninger. 
Den bemærkelsesværdige håndbog som har givet serien sit navn, var i slutningen af 1970'erne ren science fiction - en elektronisk grønspætte-e-bog som over sub-etha-nettet bliver opdateret med universets samlede viden - altså i det omfang der er plads til det. (Jorden var f.eks. først beskrevet med kun et enkelt ord - Harmløs. Ford Prefect skrev en længere artikel, der dog blev beskåret lidt af bogens redaktør, men det er da stadig en forbedring: Overvejende harmløs.)
I slutningen af 1990'erne begyndte mange af abe-efterkommerne at bruge noget de kaldte internettet, 10 år senere fik nogle af dem endda en af de iPhones som de syntes var så smarte. En af dem der tidligt så mulighederne i internettet var Douglas Adams. Han var meget optaget af teknologi og skal have været den første person i Europa der købte en Apple Macintosh computer da de kom frem. Som AppleMaster havde han utvivlsomt også været en af de allerførste til at få en iPhone, hvis ikke andet var kommet i vejen.
I 1994 var Adams med til at grundlægge firmaet The Digital Village, som blev kendt for to ting. Den første var computerspillet Starship Titanic (1998), løst baseret på en mindre detalje i Life, the Universe and Everything. Den anden var et website, nemlig en Jord-udgave af Håndbogen. Teknologien var kommet så langt at "researchere" fra hele verden kunne bidrage til en online-guide om livet, universet og alt det dér.
28. april 1999 lanceredes h2g2. 
Og hvad var så det? h2g2 var artikler om hvad som helst og fora til at diskutere artiklerne og alt muligt andet. h2g2 var Wikipedia før der var Wikipedia, h2g2 var Facebook før der var Facebook, og h2g2 var meget mere end det. Det var det sjoveste, mest interessante og mest intelligente website på hele internettet! Men alt det vidste jeg ikke noget om på det tidspunkt...
I 2000 boede jeg i Roskilde. Jeg havde en aflagt computer fra min fars arbejde - selv efter datidens standard var den absolut forældet. Det eneste der var nogenlunde moderne var det 56k modem jeg selv havde købt. Med det kom jeg endelig online og begyndte at udforske internettet. Sent på eftermiddagen den 26. august så jeg på AltaVista - den tids smarteste søgemaskine - et link til en oversættelsefunktion illustreret med en lille fisk. På oversættelsessiden var der et link til "h2g2.com - Origin of the Babel Fish". Hmmm, tænkte jeg, hvad mon de mener med det?
Jeg var jo fan. Havde først hørt om Hitchhiker's Guide i begyndelsen af 80'erne da min søster havde boet i Israel og England og derfor var begyndt at læse engelske bøger. Hun læste højt for mig (oversatte sikkert til dansk undervejs) og det var sjovt! Senere - i gymnasieårene - fandt jeg de danske oversættelser på biblioteket og læste dem med stor fornøjelse. (Oversættelser af Helle Gilderdale: Håndbog for vakse galakse-blaffere (1985), Den sidste restaurant i universet (1986), Livet, universet og alt det dér (1987), Farvel - og tak for fisk (1988) ; Nyoversættelser (flere oversættere) i forbindelse med biograffilmen (2005): Blafferens galakseguide, Restauranten for enden af universet, Livet, universet og det hele, Farvel, og tak for alle fiskene og Næsten ufarlig samlet i Den komplette guide til galaksen ; Turen går til Mælkevejen, radiospil oversat af Jesper Klein (1989)).
Jeg havde også fornøjet mig (og andre) med Adams bøger om den holistiske detektiv Dirk Gently (Dirk Gently's Holistic Detective Agency (1987) / Dirk Gentlys holistiske detektivbureau (1989) og The Long Dark Tea-Time of the Soul (1988) / Sjælens lange mørke te-pause (1989)), men ellers kendte jeg nu ikke meget til ham.
Nå, altså, jeg klikkede på linket, og mødte følgende forklaring på fisken:
'The Babel Fish is small, yellow and leech-like, and probably the oddest thing in the Universe. It feeds on brainwave energy received not from its own carrier but from those around it. The practical upshot of all this is that if you stick a Babel Fish in your ear you can instantly understand anything said to you in any form of language. The speech patterns you actually hear decode the brainwave matrix which has been fed into your mind by your Babel Fish. Meanwhile, the poor Babel Fish, by effectively removing all barriers to communication between different races and cultures, has caused more and bloodier wars than anything else in the history of creation.' (From The Hitchhiker's Guide to the Galaxy.)
h2g2 is an unconventional guide to Life, the Universe and Everything, a guide that's written by visitors to the web site - people like you - and if you register below you can help us fill in the holes in the Guide and join in the whole h2g2 experience.
Som en anden fisk gik jeg på krogen med det samme. Selv om jeg ellers aldrig har været god til at snakke om noget som helst, blev jeg straks nødt til at fortælle en bunke fremmede mennesker om hvad min yndlingsblomst er og andre ligegyldigheder. De næste par døgn sov jeg stort set ikke fordi jeg skulle udforske siden. De følgende måneder tilbragte jeg hver dag bunker af tid på h2g2 (dog ikke helt lige så meget da jeg i oktober begyndte at arbejde efter at have gået hjemme i en periode). Selv om jeg stadig er en alt for forsigtig og genert Jens Peter, hjalp h2g2 mig til at blive meget bedre til at tale med andre, og samtidig fik jeg i den grad forbedret mit engelsk.
Og så i slutningen af januar 2001 var det pludselig forbi. Når man gik til h2g2.com blev man mødt af en enkelt side med ordene
Please Don't Panic!
Det var der så heldigvis alligevel. BBC havde set muligheder i websitet, og overtog både det og mange af medarbejderne, så 13. marts kunne h2g2 genåbne. Ikke alt var som det plejede, men i det store hele havde vi fået vores hjem på nettet tilbage. Jeg blev endnu mere engageret med sitet som "officiel frivillig medhjælper".
I maj fik vi endnu et chok, og denne gang var der ingen redning: Den 11. maj 2001 døde Douglas Adams pludselig af et hjerteanfald, kun 49 år gammel.
h2g2 har aldrig været et DNA fansite, men der har selvfølgelig været masser af referencer til Hitchhiker's Guide, og de fleste medlemmer har været DNA fans, så vi var naturligvis i sorg. Men samtidig fik vi tusinder af nye besøgende der søgte information om Adams eller ønskede et sted at efterlade deres tanker om ham.
Som altid prøvede vi frivillige at tage godt imod alle. Jeg snakkede lidt med et nyt medlem af siden, som ikke blev fast så fast en besøgende som mig selv, men som indimellem kom og kommenterede på ting jeg skrev, eller spurgte mig om hjælp med siden.
Da jeg i starten af 2002 følte mig rigtig langt nede, fik jeg en dag en e-mail fra hende, og så begyndte vi at skrive mere sammen. Og sms'e. Og besøge hinanden, selv om hun boede helt nede i Schweiz. I september 2002 flyttede jeg ned til hende. Jeg er her endnu! 
Og det er i høj grad Douglas Adams' og h2g2's fortjeneste. Tak!
For nu lige at slutte ordentligt af, så så BBC aldrig for alvor potentialet i h2g2. Teknikken bag h2g2 - som for den tid den var skabt på var særdeles avanceret - blev brugt til mange af deres andre websites, men udviklingen gik snart i stå. Personalet blev skåret ned, men til gengæld kom der flere og flere ødelæggende regler. Typisk udvikling her i årene efter 2000. Jeg brugte af samme grund mindre og mindre tid på h2g2.
I 2011 besluttede BBC at lukke de fleste af deres communitysider. h2g2's historie var dog speciel nok til at skaffe os særstatus, vi skulle ikke nødvendigvis lukke, men "bortskaffes" - h2g2 blev sat til salg!
En stor gruppe af sidens medlemmer besluttede at prøve, om vi kunne købe os selv. Ved noget der nærmest må betegnes som en fejl, kom jeg selv med i inderkredsen af h2g2c2 - The h2g2 Community Consortium - som forhandlede med BBC. I begyndelsen tog de os ikke alvorligt, men efterhånden fandt de ud af at vi var seriøse. Vi fik et samarbejde op at stå med to andre interesserede parter, Robbie Stamp som var en af de oprindelige grundlæggere, og Alyson og Brian Gunner Larholm, et engelsk/dansk par som ejer Noesis Chat (oprindelig en del af Jubii.dk og stadig med navnet Jubii Chat i Danmark). I fællesskab skabtes firmaet Not Panicking Ltd. som i juni måned 2011 vandt udbuddet og i oktober måned overtog h2g2.
Siden har jeg faktisk kun været ganske lidt på h2g2, men hjertet banker stadig for mit hjem på nettet, og jeg skal selvfølgelig med til den virtuelle fødselsdagsfest når 14-års dagen bliver fejret. Forresten er tæt på en tredjedel af mine venner her på Facebook folk jeg kender fra h2g2. 
